Vores historie

I de følgende år skete der gennem nye initiativer en professionalisering og udvikling af arbejdet med ene mødre. Med loven af 15. marts 1939 blev Mødrehjælpen en selvstændig statslig landsdækkende institution, og blev yderligere involveret i bl.a. faderskabssager og bortadoption. Ændringen understregede samfundets forpligtelse, og Mødrehjælpen blev et tilbud til hele befolkningen, både gifte som ugifte. Hermed blev det markeret, at det arbejde, som hidtil var blevet udført af privat vej, også var et offentligt anliggende, og var af en stor samfundsmæssig betydning.

Det private initiativ var stadig af stor betydning, og blev fastholdt sideløbende med det offentlige. Jurist Vera Skalts der var kontorchef for Mødrehjælpens i København, og senere direktør for Mødrehjælpen, blev også den første rektor på socialrådgiveruddannelsen. Hun var samtidig aktiv i Foreningen til Støtte for Mødre og Børn, der var resterne af den private Mødrehjælp fra 1924. Da navnet ”Mødrehjælpen” benyttedes som betegnelse for de nye mødrehjælpsinstitutioner, fandt Foreningen det formålstjenligt at fortsætte sit virke, men at ændre sit navn til ”Foreningen til Støtte for Mødre og Børn”.

Under det nye navn videreførte foreningen sit arbejde med de opgaver, der kun kunne udføres for private midler. Selvom Foreningen til Støtte for Mødre og Børn og Mødrehjælpen nu var blevet to selvstændige organisationer blev det nære forhold bevaret, idet mange af de aktive i Mødrehjælpens bestyrelse i den københavnske afdeling også sad i bestyrelsen for Foreningen til Støtte for Mødre og Børn. I april måned 1976 trådte Bistandsloven i kraft, og Mødrehjælpens aktiviteter blev overført til socialforvaltningerne i kommuner og amter. Den økonomiske støtteaktivitet, der frem til Bistandslovens ikrafttrædelse havde været en del af Mødrehjælpens aktiviteter og dermed også en del af samarbejdet mellem Mødrehjælpen og Foreningen til Støtte for Mødre og Børn, blev ikke overtaget af socialforvaltningerne i kommunalt regi. Derfor stod Foreningen over for en vanskelig situation med hensyn til fremtidig ledelse og administration.

Foreningens arbejde blev videreført, og det skyldtes blandt andet Mødrehjælpens bestyrelsesformand, overlæge i Sundhedsstyrelsen Eigil Juel Henningsen. Eigil Juel Henningsen havde i en årrække også været bestyrelsesmedlem i Det Danske Rengøringsselskab/ISS og medvirkede nu til, at chefer fra ISS med koncernchef Poul Andreassen i spidsen gik ind i bestyrelsen for at videreføre Foreningen til Støtte for Mødre og Børns arbejde. Også mødrehjælpens tidligere direktør Vera Skalts indtrådte i Foreningen som næstformand, og satte sit præg på det videre arbejde indtil sin død d. 3. april 1990.

Mødrehjælpen havde indtil sin nedlæggelse i 1976 haft kontorer i Egmontgården, hvor der også var lejligheder forbeholdt enemødre. Alle lejligheder og Mødrehjælpens lokaler blev overdraget til Københavns Kommune. Foreningen til Støtte for Mødre og Børn fik dog en enkelt lejlighed stillet til rådighed, som blev foreningens fremtidige kontor. Det viste sig hurtigt, at nedlæggelsen af Mødrehjælpen medførte en forringelse af de økonomiske og rådgivningsmæssige hjælpemuligheder.

Ligesom i 1905 er det stadig gældende at den sociale lovgivning og offentlige hjælp ikke giver tilstrækkelig støtte for økonomisk udsatte familier. Det er også stadig gældende at forståelsen for eneforældrenes særlige situation ikke altid er til stede. Manglende uddannelse, arbejdsløshed, sygdom, dårlige eller dyre boligforhold, presset økonomi og et smalt netværk er blot nogle af de ting, der kendetegner den hverdag som de eneforældre, der søger legater hos os, kender til. Det er en hverdag, der gør det svært at skabe de rammer som forældrene ønsker at skabe for deres børn.

Det er derfor med stor glæde at Foreningen gennem årene har mødt stor interesse og forståelse for Foreningens sociale arbejde gennem donationer fra mange trofaste virksomheder, fonde og privatpersoner, hvilket er en meget værdifuld støtte for Foreningen.