Flere eneforældre får økonomisk hjælp gennem udvidet samarbejde mellem Jascha Fonden og Enestående Forældre

Flere eneforældre i en økonomisk presset livssituation får fremover mulighed for at få støtte. Jascha Fonden har besluttet at lade Enestående Forældre stå for en årlig uddeling på 2 mio. kr. til familier, der kæmper med både økonomiske og helbredsmæssige udfordringer.
“Med den nye aftale får vi mulighed for hvert år at hjælpe endnu flere familier, som står i en økonomisk presset situation. For mange eneforældre kan selv en mindre økonomisk håndsrækning gøre en stor forskel i hverdagen. Derfor betyder det meget for os, at vi nu kan uddele 2 mio. kr. årligt til forældre, som kæmper med både fysiske eller psykiske udfordringer hos dem selv eller deres børn – og samtidig gøre hjælpen mere tilgængelig for familier, der i forvejen står i en svær situation,” siger Maria Blankensteiner, direktør i Enestående Forældre.
Støtten gives til eneforældre med begrænsede økonomiske ressourcer, som ofte står alene med både økonomiske udfordringer og komplekse livssituationer. Det kan for eksempel være sygdom hos forælder eller barn, begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet eller et meget lille netværk.
For mange familier kan selv en mindre økonomisk støtte skabe mærkbare forbedringer i hverdagen. Den kan blandt andet bruges til nødvendige indkøb, støtte til børnene eller til at skabe lidt mere ro i en ellers presset periode.
Samarbejdet er en del af Jascha Fondens indsats “En verden til forskel”, som arbejder for at skabe bedre livsvilkår for børn, unge og familier med særlige behov.
“Vi har gennem flere år haft et godt samarbejde med Enestående Forældre og har opbygget stor tillid til organisationens måde at arbejde på. Jascha Fonden har tidligere selv stået for uddelinger til privatpersoner, men vi har valgt at nedlægge den indsats og i stedet styrke samarbejdet med organisationer, der bidrager med specialiseret faglighed og velafprøvede processer, så hjælpen når frem til dem, der har størst behov. Her er Enestående Forældre en stærk samarbejdspartner,” siger Daniel Hervik, direktør i Jascha Fonden.
For både Jascha Fonden og Enestående Forældre er ambitionen den samme: at sikre, at hjælpen når frem til mennesker, der har brug for den – på en måde, der er enkel, værdig og respektfuld over for den enkelte families situation.
Kontakt:
Enestående Forældre
Maria Blankensteiner
Direktør
maria@enestaaendeforaeldre.dk